Nyhedsarkiv

Oct 2, 2015

PRESSEMEDDELELSE


Kategori: General
Skrevet af: jan

PRESSEMEDDELELSE                                 København den 1. oktober 2015

Pressen er velkommen til at deltage i receptionen mod tilmelding senest: onsdag den 7. oktober kl. 12.00 til e-mail: bettinahgram@hotmail.com

Mødetidspunkt torsdag den 8. oktober: kl. 14.30. Det vil være muligt at dække arrangementet fra udvalgte steder. Et program for receptionen og informationsmateriale er vedhæftet.

Torsdag den 8. oktober 2015 kl. 15-18, Asia House, Indiakaj 16, København Ø:

Kronprins Frederik deltager i 25-års jubilæet for Dansk Mongolsk Selskab

Kronprins Frederik har en stor interesse for steppelandet Mongoliet, som han har besøgt tre gange: i 1986, 1990 og senest i 2008. Kronprinsen er på baggrund af sin interesse for Mongoliet udnævnt til æresmedlem af foreningen Dansk Mongolsk Selskab, som torsdag den 8. oktober 2015 fejrer sit 25-års jubilæum ved en storstilet reception i Asia House i København.

Jubilæumsreceptionen får fornemt besøg af Kronprins Frederik, som sammen med Mongoliets ambassadør til Danmark, HE Zorig Altai, honorær konsul for Mongoliet i Danmark, Michael Haslund-Christensen, og 150 indbudte gæster kommer til at overvære et flot program med mange mongolske indslag.

På programmet er blandt andre den mongolske kvartet Chavkhdas, som vil underholde med musik spillet på den traditionelle mongolske hesteviolin, morin khuur, danseren Bayarnemekh vil optræde med mongolsk dansekunst, og fra Danmark præsenterer den mongolsk-danske designer Naran et modeshow med sine moderne mongolske cashmere- og filtkreationer.

Ved Kronprins Frederiks ankomst kl. 15.15 til Asia House modtages han af formanden for Dansk Mongolsk Selskab, Rolf Gilberg. Kronprinsen overrækkes efter mongolsk tradition en sølvskål med tørret ost på et silketørklæde af to mongolske kvinder iklædt traditionelle dragter. Asia House, som ejes af ØK Fonden, har venligst stillet sine lokaler til rådighed for Dansk Mongolsk Selskab.

Dansk Mongolsk Selskab blev stiftet i 1990 og består af 200 engagerede og indflydelsesrige medlemmer. Selskabets formål er at fremme og udbrede kendskabet i Danmark til mongolerne og deres kultur samt at udvikle forbindelserne mellem de to landes befolkninger. Dansk Mongolsk Selskab udgiver medlemsbladet Ger (navnet på det mongolske filttelt) og samarbejder med sin mongolske søsterorganisation Mongolsk Dansk Selskab om civilsamfundsudviklingsprojekter i Mongoliet.

Tilmelding og yderligere information: Dansk Mongolsk Selskabs pressekontakt Bettina Gram, tlf.: 28876887, e-mail: bettinahgram@hotmail.com

Program
Dansk Mongolsk Samarbejde 1990-2015