Udsatte grupper

Projektet startede
i april 1997 og har som overordnet formål at støtte særligt udsatte børn og deres familier gennem en styrkelse af den lokale kapacitet til at tage hånd om socialt svage grupper.

Det sker gennem projektets to-årige uddannelse i socialpædagogisk arbejde. 
 
Kursisterne
er personer, som foruden at passe deres daglige arbejde som fx politimænd eller skolelærere ønsker at bidrage til samfundets udvikling gennem frivilligt arbejde med at motivere og støtte udsatte børn og deres familier.
 
Fattigdom
er ofte den altoverskyggende årsag, når mongolske børn bliver svigtet af deres forældre. De magter ikke at give dem tryghed.

Identitet og selvværd
I et tværfagligt samarbejde tilrettelægger og gennemfører kursisterne derfor en række projekter, der på den ene side indebærer aktiviteter, igennem hvilke børnene udvikler deres identitet og selvværd.

Rådgive forældrene
Og på den anden side går ud på at rådgive forældrene og støtte dem i at gennemføre små indtægtsgivende aktiviteter, der kan gøre hjemmet mere trygt for både voksne og børn.
 
Udsatte grupper i Mongoliet
I 1990 brød Mongoliet med Sovjetunionen og indledte en større reformproces med henblik på at skabe demokrati efter vestligt forbillede og indføre markedsøkonomi.

Efter syv årtier
med kollektivisme stod store befolkningsgrupper imidlertid uden forudsætninger for at klare sig i et konkurrencesamfund, og i dag lever over en tredjedel af landets befolkning under den officielle fattigdomsgrænse. 
 
Det internationale donorsamfund
har ydet betydelig overgangsbistand, men Mongoliet er fortsat meget afhængig af udviklingshjælp. Cirka en tredjedel af landets BNP finansieres af udviklingsbistand. 
 
Den sociale sektor
er endnu ikke udbygget. Der eksisterer ikke et offentligt socialt system, og de lokale myndigheder har hverken erfaring med eller tradition for at yde rådgivning med henblik på at løse enkeltindividers sociale problemer.
 
I Dansk Mongolsk Selskab lægger vi derfor vægt på at inddrage repræsentanter for de lokale myndigheder i de sociale projekter. 
 
Projektet i praksis
I praksis gennemføres projekterne inden for rammerne af en handlingsorienteret to-årig certifikat uddannelse i socialpædagogisk arbejde. Et hold kursister repræsenterer i alt 15 forskellige aimags (provinser) og selvstyrende byer, og fra hver aimag eller by deltager fire kursister, der arbejder i team.

Et team
består typisk af en politimand, en skolelærer, en person fra den lokale socialforvaltning samt en person fra det lokale børnecenter.

Det vigtige
i valget af professioner er, at kursisterne i deres daglige arbejde er i berøring med udsatte børn, dvs. børn, der lever i ekstrem fattigdom og måske endda i et miljø præget af alkohol og vold.

Det er team-medlemmernes
opgave at forene de teorier og metoder, de tilegner sig på uddannelsens seminarer og workshops, med deres professionelle baggrund og lokalkendskab.

Teamet
udvælger 4-5 udsatte børn i deres lokalområde og støtter dem gennem en dobbeltsidet indsats:

• Ved at være der for børnene og engagere dem i aktiviteter, igennem hvilke de får mulighed for at udforske og erfare egne talenter og evner. Det giver børnene identitet og et selvværd, der er med til at lægge et mere stabilt fundament for deres fortsatte udvikling.
  
  I nogle projekter lærer børnene at spille musik eller at synge. I andre at lave cirkus eller spille dukketeater. Andre igen kan handle om at lære at dyrke grøntsager eller lære at arbejde i træ eller fx at væve.
• Ved at gøre en indsats for, at der bliver skabt tryghed og støtte i familien. Det kan fx ske gennem at hjælpe familien med at finde en bolig, der ikke ligger i et miljø med meget druk.
  
  Eller det kan måske være at hjælpe familien med et lille stykke jord og undervise den i at dyrke grøntsager, der kan sælges og give en smule indkomst.   

De sociale udviklingsprojekter hjælper således ikke blot de 4-5 udvalgte børn men også hele deres familier.
 
Kursisternes projekter
bliver evalueret både undervejs og ved uddannelsens slutning, og det er hensigten, at de efter endt uddannelse skal være ambassadører for, at der bliver etableret nye tværfaglige samarbejder mellem forskellige faggrupper i deres lokalsamfund. 
 
Centre
I flere byer driver det sociale udviklingsprojekt familiecentre, hvor familiemedlemmer kan opsøge de ansatte socialarbejderes råd og vejledning i forbindelse med konkrete problemer.

Men centrene er også aktivitetssteder, hvor der er mulighed for at hækle og væve, arbejde i træ, tegne og male og meget mere. 
 
Udviklingsprojektet
har endvidere etableret et center for gadebørn. Et stigende antal mongolske børn har så kummerlige forhold i hjemmet, at de foretrækker at leve på gaden, sove i sundhedsfarlige huller under jorden og sikre deres overlevelse ved at begå kriminelle gerninger.

Gennem det sociale arbejde, der er udført i centret, er det lykkedes at få skabt trygge hjem, som børnene har kunnet vende hjem til, og de er begyndt i skolen igen. For de store gadebørns vedkommende har man hjulpet dem med lærepladser og uddannelse.
 
Projektets partnere
Det sociale udviklingsprojekt koordineres i et samarbejde mellem Dansk Mongolsk Selskab og søstelskabet Mongolsk Dansk Selskab i Mongoliet. I det daglige administreres projektet fra Danish-Mongolian Social Training Center, kaldet DAMOST i Mongoliets hovedstad Ulaan Baatar.
 
Den danske projektleder er Bulgan Njama, bestyrelsesmedlem i Dansk Mongolsk Selskab. 
 
Samarbejde med UNDP
I efteråret 2004 har DAMOST gennemført en omfattende opgave for FNs Udviklingsfond, UNDP. Opgaven bestod i at fremme mongolernes bevidsthed om hindringer og muligheder for menneskelig udvikling i det mongolske samfund.
 
Anledningen var, at Mongoliet i 2003 kun rangerede som nr. 117 på UNDPs Human Development Index, HDI. 
 
Essentielle årsager
En af de helt essentielle årsager til den lave placering er de store uligheder mellem land og by.

Takket være mange års erfaringer med at inddrage både borgere og myndigheder i udviklingsarbejdet har DAMOSTs ansatte haft de relevante forudsætninger for at rejse rundt til samtlige landets 18 aimags og tre selvstyrende byer for at holde seminarer og konferencer med lokale politikere, embedsmænd, mediefolk, socialarbejdere og skolelærere blandt andre.

For at få belyst forskellene mellem land og by har DAMOSTs ansatte desuden gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt et udsnit af indbyggerne i de respektive aimags.
 
Den omfattende indsats vil munde ud i en stor UNDP-rapport med anbefalinger til regeringen om, hvilke tiltag den bør iværksætte for at fremme lige udviklingsmuligheder i land og by.