Ulaanbaatar

(Ulan Bator)
Den Mongolske Folkerepubliks hovedstad er Ulaanbaatar, som er landets politiske, økonomiske og kulturelle center.

Sagnet om byens beliggenhed: For at finde det ideelle sted at anlægge byen, blev folk sendt ud i alle retninger. En gruppe mænd nåede frem til floden Tamir, hvor de bestemte sig for, at byen skulle ligge.

Men de faldt over 2 stenfigurer, en stor og en lille. Spåmænd forklarede figurerne som en tigger, der blev ledet af en lille dreng. Man opfattede det som et dårligt tegn, og mændene ombestemte sig. De ledte videre efter et godt sted at grundlægge byen.

På deres færd mødte de en gammel hvidskægget mand ved navn Erentey, som drev af sted med en flok heste.

Eftersøgningsholdet fortalte den gamle mand, at man ledte efter et godt sted, hvor man kunne bygge Khurye til Hans Hellighed.

Den gamle mand sagde, at han gerne ville give Hans Hellighed en gave. Lederen af eftersøgningsholdet ville gerne tage imod tilbudet. Den gamle svarede, at han ville tage hjem i morgen og vende tilbage dagen efter.

Eftersøgningsholdet forventede kostbare gaver og ventede utålmodigt. Da den gamle kom tilbage overrakte han lederen en hadak og sagde: "Nedskriv mine ord korrekt og fortæl Hans Hellighed, at jeg vil give den hellige mand en guld mandala, en ubrudt silketråd og et guld trug." Da den gamle havde sagt det, gik han.

Flere i gruppen ville straffe den gamle for at have lovet sådan noget, men en af mændene mente, at den gamles ord havde en hemmelig betydning og at de nok hellere måtte videregive den gamles budskab til Hans Hellighed.

En budbringer blev sendt til den hellige mand. Han kunne ikke selv forstå betydningen af den gamles budskab. Han spurgte en af sine vismænd. Denne forklarede, at den gamles ord var en vejledning til at finde det sted, de søgte.

Sagnet fortæller videre, at da eftersøgningsholdet nåede frem til det sted, hvor byen i dag ligger, fandt de ud af, at guld mandalaen måtte være Bogda Bjerget, tråden var Tula floden og guld truget var hele den smukke dal, byen kom til at ligge i.

Beliggenhed og klima: Ulaanbaatar ligger i 1350 meters højde over havet, men meget langt fra det, langs bredden af Tula floden i de smukke Khentei bjerge, som er rige på skov, dyr og andre natur ressourcer. Kommunen Ulaanbaatar fylder 1360 km² (Storkøbenhavn fylder 708 km² med en befolkning på omkring 1.5 millioner indbyggere).

Ulaanbaatar ligger på 47° nordlig bredde (hvilket svarer til Zürich og Budapest i Europa) og 106° østlig længde (lige så langt øst på som Saigon). Byen er længst i øst-vestlig retning.

Ulaanbaatar har fastlandsklima med meget varm sommer med gennemsnitlig temperatur på +30° C (højeste temperatur på op til +40° C i juli) og kolde vintre med gennemsnits temperatur på -25° C (med lavest temperatur på ned til -50° C i december).

Der falder årlig en gennemsnits nedbør på 24 cm (i Danmark falder der 70-80 cm årlig). Byen har 280 skyfri dage om året med blå himmel. Derfor er den blå himmel ofte blevet et symbol på mongolernes verden.

Man kan blandt andet se den blå farve som den midterste tredjedel af deres nationalflag. Om vinteren kan jorden være hårdt frossen ned i 6 meters dybde.

Jordskælv forekommer og kan nå op på 6-8 på Richters skala, største skælv ved floder, mindste i bjergene. I 1966 havde man et af de største jordskælv i Ulaanbaatar. Det nåede op på 5 på Richter skalaen. I 1990 måltes skælv på 2-3.

Ulaanbaatars historie: Khalkha-mongolen Tushet Khan Gombodorj lod i 1639 den første Urghe (= kloster) bygge ved Shireet Søen nær nutidens Khashaat somon i Arhangai Aimag.

Khanen udnævnte sin 5-årige søn Zanabazar til den første Bogdo (= levende Buddha) og konge i landet.

Dette betragtes af mongolerne som den nuværende hovedstads grundlæggelse til trods for, at byen ikke voksede op på netop det sted.

Frem til 1778 skiftede hovedstaden, som var en teltby, plads langs bredderne af floderne Orkhon, Selenga og Tola mindst 20 gange, før den til sidst blev liggende, hvor Ulaanbaatar i dag befinder sig.

I historiens løb har byen ændret navn flere gange: Urga, Nomiin Ikhe Khurye, Bogdiin Khurye, Niislel Khurye, og så videre. Ofte har navneskiftet været forbundet med forandringer i Lamaismen eller politiske omvæltninger i landet.

Byen blev fra starten opkaldt efter den grundlæggende bygning og fik navnet Urghe (Urga) i perioden 1639-1706. Med mongolernes hjælp væltede manchuerne det kinesiske Ming-dynasti (1368-1644), og manchuerne tog magten i Kina, hvor de grundlagde Qing-dynastiet (1644-1911).

De stærke manchuer underlagde sig mongolerne, blandt andet fordi mongolstammerne stod splittede indbyrdes. Urga hed Ikh Kkuree i perioden 1706-1911.

I begyndelsen af det 20. århundrede lå der omkring hundrede store og små templer med omkring 20.000 munke i Urga. Der skulle være hen ved 600 fremmede firmaer med omkring 100 udenlandske ansatte.

Mongolerne var ikke tilfredse med at være underlagt manchuerne, så da kineserne under Sun Yatsens ledelse væltede Qing-dynastiet i 1911, rev mongolerne i Ydre Mongoli sig løs og proklamerede landet for selvstændigt.

Urga blev hovedstad og blev sæde for Bogdo, det kirkelige og verdslige statsoverhoved, og byen fik navnet Niislel Khuree i perioden 1911-1924. Nationalhelten D. Sukhebaatar og den senere præsident Kh. Choibalsan ledede modstandsbevægelsen.

I 1921 blev det mongolske kommunistiske parti dannet. Bogdos død i 1924 gav anledning til oprettelsen af Den Mongolske Folkerepublik.

Den første statskongres bestemte på sit 14. møde den 29. oktober 1924, at hovedstaden, som i internationale kredse var kendt som Urga, skulle hedde Ulaanbaatar (Ulan Bator), som betyder "Rød Helt".

Efter afskaffelsen af det kommunistiske styre i 1990, tales der meget i byen om, at udskifte det kommunistisk klingende navn Ulaanbaatar med et af byens tidligere navne.

I 1920erne var hovedstaden en lille lidet udviklet by på 2.3 km² med en befolkning på omkring 60.000 mennesker, som stort set alle boede i ger.

Der lå nogle buddhistiske templer og klostre. Der var desuden en lille kraftstation og et lille trykkeri. Ved Nalaikh lå der en lille kulmine. Byen domineredes af udenlandske virksomheder, især tyske, amerikanske og kinesiske handelsfirmaer.

Til trods for sin størrelse blev byen basis for det mongolske folks kamp for frihed, og de nye ideer spredte sig med byen som centrum over hele landet.

Mange reformer begyndte allerede i 1924, hvor der blev oprettet bank, startet forbrugersammenslutninger og alle små industrier blev nationaliseret.

Desuden blev der i byen oprettet skoler på flere niveauer samt bygget hospitaler og kulturelle institutioner.

I 1930erne nåede jernbanen til Ulaanbaatar, hvilket fik stor indflydelse på byens udvikling. Byen fik desuden et uldvaskeri, sko- og læderfabrikker og kraftstation.

I slutningen af 1930erne blev en del japanere i Ulaanbaatar (Japan havde besat Manchuriet i 1932 og satte sig på Indre Mongoli i løbet af 1930erne), hvor de arbejdede med at bygge huse.

I 1940erne blev de centrale bygninger i nygræsk stil bygget, som for eksempel Operahuset og Biografteateret. Omkring den centrale plads med statuen af den nationale helt til hest ligger vigtige bygninger så som parlament, opera, museer og andre.

Byopdeling: Til trods for, at der allerede i 1930 var nogle planmæssige tiltag for byens udvikling, blev den første byplan først lavet i 1954, hvor man planlagde varmeanlæg, kloakker, elforsyning, telefon og vandforsyning.

Den anden store byplan i 1964 ændrede og tilpassede byplanen til det igangværende byggeri og den voksende befolknings behov.

Siden 1964 begyndte man at bygge mange store boligblokke i det centrale Ulaanbaatar. I perioden 1965-1975 byggedes Ulaanbaatars boligkvarter nr. 5, 12, 15 og 19, desuden et kødpakkeri, en tæppefabrik, et destilleri, en fabrik med træarbejder, kraftstation nr. 3, samt mange foretagender inden for service og kultur.

I 1975 kom den 3. overordnede byplan, som koordinerede byudviklingen i forhold til den voksende industri og befolkningsforøgelse.

Den 4. generelle byplan fra 1986 sigter frem mod år 2010. Den går blandt andet ud på, at der skal bygges 11 nye boligdistrikter, således at alle ger-kvartererne (ger = filttelt [jurt]) på langt sigt vil forsvinde.

Man har dog allerede nu i 1991 indset, at den plan skal justeres til de politiske ændringer, landet for nylig har gennemgået. Planen var blevet til på falske forudsætninger.

Man har opgivet tanken om helt at fjerne ger-kvartererne. Til gengæld vil man gøre dem mere indbydende at bo i, blandt andet tilføre opvarmning og vand.

Der findes allerede el i ger-kvartererne. De unge vil helst bo i lejlighed, mens mange ældre foretrækker at bo i ger.

I 1991 havde man fået bygget 16 af de forventede 26 bolig distrikter, Ulaanbaatar forventes at rumme i år 2010.

Man er begyndt at bygge små huse til private. I 1991 har byplanlæggere givet jord til 4000 personer. Staten hjælper med lån til selvbyggere. Private skal betale jordskat (10%).

Man kan ikke eje eller sælge jord, men man kan købe brugsretten til et stykke jord over en årrække, fra få år op til for eksempel 99 år. Jorden koster pr. hektar fra 1.5 mill til 25 mill tugrek alt efter beliggenhed og beskaffenhed.

Ulaanbaatar inddeles i 4 bydele og 2 forstæder med centrum i bydelen "Sukhebaatar". Vest for centrum ligger bydelen "Oktober", syd for ligger "Arbejderne" og øst for ligger "Venskab".

I hver bydel er der fra 60.000 til 200.000 indbyggere. Desuden rummer Ulaanbaatar kommune 2 landsbyer med hver 20.000 indbyggere. Baganuur (45 km vest for centrum) og Nalaikh (130 km øst for centrum).

I 1991 var Ulaanbaatars befolkning på 570.000 indbyggere, hvoraf 90 % er Khalkha-mongoler. En fjerdedel af hele landets befolkning lever i hovedstaden. 70 % af byens befolkning er unge mennesker under 30 år.

Lidt mere end halvdelen af byens befolkning lever i lejligheder, resten bor i ger i særlige kvarterer i byens udkant. Der er over 50.000 ger i Ulaanbaatar. En familie er gennemsnitlig på 5 personer, bestående af forældre og 3 børn.

Industri og handel: Halvdelen af landets industriproduktion og 40 % af byggeriet foregår i Ulaanbaatar, hvor det mest er fødevare- og letindustri.

Der er en hel del fabrikker med højteknologi, som bearbejder skind til lædervarer, kameluld til kashmir varer, og en tæppefabrik, for at nævne nogle i flæng.

Uddannelse og kultur: I 1921 startede man den første offentlige skole med 40 elever og 2 lærere.

I dagens Ulaanbaatar læser 12.400 studenter ved 7 højere læreanstalter, 11.000 studerer ved 15 tekniske skoler, og andre 11.000 uddanner sig ved 14 fagskoler. 110.000 skolebørn går i 100 skoler.

Det betyder at hver 4. person i byen er under uddannelse. 38.000 småbørn bliver passet i 330 vuggestuer og børnehaver.

Byen har et stort statsbibliotek og 30 små regionale biblioteker. Desuden er der flere boghandlere i byen.

Der findes flere statsdrevne teatre, så som Opera og Ballet Teateret, Dramateateret, Cirkus og Folklorist Kompagni.

Desuden er der specielle teatre for børn og unge og mange kulturelle klubber og kulturpaladser.

De fleste af landets vigtigste museer ligger også i Ulaanbaatar. Efter afskaffelsen af kommunismen er Leninmuseet og Revolutionsmuseet blevet lukket. De skal bruges til andet udstillingsformål.

Fremtidens Ulaanbaatar vil have følgende museer: (1) Naturhistorisk Museum, (2) Historisk Museum, (3) Etnografisk Museum, (4) Kunsthistorisk Museum, (5) Kunstgalleri, (6) Teatermuseum, (7) Bogdo Museum (tempel 1903-1938), (8) Religionshistorisk Museum.

Byen havde tidligere en statue af Stalin stående foran hovedbiblioteket, men statuen forsvandt, da man forlod kommunismen.

Transport og kommunikation: I slutningen af 1950erne begyndte man at anlægge asfalterede veje, og i 1960erne hjalp kineserne med at bygge veje og gader.

Nu er det mongolerne selv, som har overtaget arbejdet, og fået anlagt 320 km. Det kollektive transportsystem i byen dækkes af trolleybusser, busser og taxi, som tilsammen på årsbasis transporterer 176 millioner passagerer.

Trolleybus-linienettet dækker 133 km. Der er 150 taxier og 4.000 private biler i byen. I Ulaanbaatar er der 32.000 telefoner.

Telefax er kun meget lidt udbredt. Det er ganske vanskeligt at ringe fra udlandet til Mongoliet, fordi der kun er meget få linier ud og ind af landet.

Byen har 44.000 fjernsyn. Efter at kommunismen er blevet afskaffet er antallet af aviser vokset til omkring 45 på landsbasis, samt adskillige blade, der udgives ugentligt og månedligt, men der er problem med at skaffe papir nok til at trykke på.

Mongoliets internationale lufthavn ligger inden for Ulaanbaatars kommune. Byen bliver dog udbygget efter et sådan mønster, at man afholder sig fra at bygge boliger i de områder, ruteflyene bruger til indflyvning og opstigning fra lufthavnen.