Sühbaatar Aimag

Sühbaatar Aimag har fået navn efter nationalhelten Damdiny Sühbaatar, fordi han er født dette sted. Sühbaatar Aimag ligger i det østlige Mongoliet på grænsen til Indre Mongoli i Kina.

Området består mest af en bakket græssteppe med et areal på 82.000 km² eller dobbelt så stor som Danmark. Steppen ligger i en højde af 1.000-1.200 meter over havet.

Det højeste bjerg er Shiliyn Bogd (1.877 meter). Området er rig på mineraler. Der er fundet jern, kul, tungsten, zink, fluor, molybdæn og andet, men der er ikke iværksat minedrift.

Men andre værdifulde mineraler så som krystal, røgfarvet kvarts, turkis og kalcedon (smykkesten) har man i mange år hentet frem i området.

Provinsens fastlandsklima svinger mellem +40° C og -40° C. Der vokser over 300 slags planter, hvoraf en del kan bruges som medicin. I den vilde natur kan man finde ulve, ræve, dzeren-antiloper, los, vaskebjørne og andre vilde dyr.

Provinshovedstaden hedder Baruun Urt og har et indbyggertal på ca. 13.000. Byen er provinsens administrative, kulturelle og industrielle center.

Hele provinsen har en befolkning på 51.000 mennesker. Det svarer til befolkningen i Grønland eller til en stor dansk provinsby. Befolkningen består af 3 mongol folk: Khalkha, Dariganga og Uzemchin.

I det sydøstlige hjørne af provinsen ligger Dariganga vulkan sletten, som er overstrøget med 30-50 gamle udbrændte vulkaner. Mange af dem har stadig deres kegleformede udseende med krater i midten.

Hele egnen er oversået med lava, og der ligger et fredet bjerg, Lhachinvandad. Det er beboet af steppehjorte. Helt mod syd går landskabet over i ørken med store forekomster af sandklitter.

Hovederhvervet er fårehold. Dog har man lidt landbrug omkring hovedstaden. Provinsen kan producere føde (korn, kartofler, grønsager, hø og grøntfoder) nok til eget brug.

Der er endda overskud til at hjælpe naboen i syd, som ligger i Gobi Ørkenen, hvor det ikke er muligt at dyrke så meget.

Lokale håndværkere, især Dariganga-folk i syd, er kendt i hele landet for deres dygtige ciselerede sølvsmedearbejder, der pynter tekopper, sadler og andre daglige brugsgenstande.

Dariganga-sølvsmedene fremstiller også sølvsmykker dekorerede med turkis og koral til kvinder.

I 1989 var der 1 uldvaskeri, 1 mejeri og 1 murstensfabrik. En 1/4 af arbejdsstyrken var ansat i industrien. Om det er sådan i dag, er der ingen oplysninger om.

Dengang var der 1 landbrugsskole, 18 mellemskoler, 5 aftenskoler, og 60 % havde en skoleuddannelse.

Bjerget Dariganda: Navnet stammer fra den udslukte vulkan "Dar" i det sydlige af provinsen. Vulkanen "dar" var et meget helligt sted i gamle dage.

Man kan stadig finde en obo på toppen af bjerget. Respekten for bjergene i området var stor blandt de lokale hyrder. Hver bakke havde sin egen beskytterånd.

Folk var bange for at udtale navnene på de højeste bjerge, som også var de mest hellige, for på den måde at bringe ulykke på sig selv og deres familie.

På den måde blev navnet "Dar" tabu før i tiden. Overtroiske mennesker kaldte derfor bjerget for "Altan Chulun" (Gyldne sten) eller "Gonchig Sumu" (Barmhjertighedens gud).

Man forsøgte at gøre bjergånderne venlig stemte med gaver, så de ikke udløste stenskred eller kastede andre ulykker på folk. De fattige hyrder havde ikke råd til kostbare gaver.

Man gav hvad man kunne undvære, måske et redskab fra husholdet, farvede sten eller småmønter. På den måde voksede obo'erne på toppen af bjergene.

Dengang fejrede man Naadam for foden af Dar Bjerget. Folk strømmede til fra hele Dariganga-området. Efter passende ofringer til bjerget kastede man sig ud i bueskydning, brydning og hestevæddeløb. Nu om stunder tror folk ikke længere på bjergånderne.

Udsigten fra toppen af Dar Bjerget på en klar dag er meget smuk. Man kan se ud over de mange søer, som ligner spejle. Der er et sagn om en af søerne, Ganga.

Den har også givet navn til egnen. Sagnet fortæller, at Chinggis Khan engang have smedet et sværd på den flade top af Dosh Bjerget. Han dyppede sværdet i Ganga Søen for at afkøle det.

Siden da har søens vand ord for at være helbredende og give kraft og mod til den der drikker det.

Hestetyve: Dariganga blev allerede under manchuerne i 1600-tallet gjort til et administrativt område. Egnen havde længe været kendt for sit storslåede græsland, som ligger relativt nær Beijing.

Manchu-kejserne valgte derfor at lade deres heste og kvæg græsse dér. Men disse "besættere" fortrød det efter nogen tid. I 1864 skrev den udsendte embedsmand (guvernør) for området hjem til administrationen i Beijing:

"Darigang er kendt for sine tyve. De lokale hestetyve er ikke engang bange for at stjæle kejserens heste. Alene i sidste måned blev der stjålet over 100 af de bedste heste. Den slags modigt tyveri kan kun forklares med disse mænds ønske om at vise deres dristighed."

Ikke alle dariganga'er turde stjæle heste. Kun 'sain-ers', altså modige mænd blandt de fattige hyrder turde. De stjal heste og kvæg fra de rige og gav dem til de fattige.

'Sain-ers'erne skjulte sig i Shiliyn Bog Bjergene. De svor hinanden troskab og sammenhold, og at intet skulle komme i vejen for kampen for folkets lykke. De svor også uforbeholden lydighed til deres leder, Toroi-bandi.

Det var øgenavnet på en dariganga-hyrde Nanzan (1834-1904), der var deres leder. Myndighederne udlovede en stor belønning til den, der fangede ham.

Men alle forsøg på at fange Toroi-bandi mislykkedes. De fattige hyrder skjulte i hemmelighed deres forgudede helt. Selv var han hurtig og listig.

Folket digtede mange sange om ham. Nogle af dem fortæller om hans kampe mod de rige og mod sociale uretfærdigheder.

Hundredvis af tavse vidner til fortiden: I Dariganga har arkæologer fundet mange stenfigurer. I 1927 fandt man 17 stenfigurer, der var 1½-2 meter høje.

De forestiller adelsmænd, som sidder på en trone. Den højre hånd hviler ved brystet, mens den venstre ligger på knæet eller albuen støtter på armlænet.

Ud fra deres påklædning, frisure og anden udsmykning kan man se, at det drejer sig om adelens krigsmænd fra Chinggis Khans storhedstid i 1200-tallet og 1300-tallet.

Den tids frisure er blevet omtalt af både kinesiske (Zhao Hung & Shui Ting) og europæiske (Plano Carpini & Rubruk) kilder. Det stemmer overens med, hvad man se på disse figurer. Grave, som er fundet i nærheden, kan også dateres til denne periode.

Det er interessant at man kun finder disse stenfigurer i det østlige af Mongoliet. Nogle af figurerne er udført med stor håndværks-mæssigkunden. Hvem figurerne forestiller, hvorfor de er opstillet, og hvem der har gjort det, ved man ikke.