Selenge Aimag

Selenge Aimag ligger i det nordlige Mongoliet med grænse til Ruslands Sibirien. Provinsen har fået sit navn efter Selenge floden, Mongoliets længste flod, som får tilløb fra floderne: Orhon, Yöröö, Haraa og Sharyn Gol.

Selenge Aimag fylder 65.000 km² (1½ gang større end Danmark). I den nordlige del af aimagen er der meget skov, mens græssteppen fylder i det sydlige.

Provinsens befolkning er på mere end 81.000 indbyggere med mange forskellige etniske indslag. Ud over Khalkha, er der Dövöd, Ööld, buriater, kazakher, russere og kinesere.

Provinsens hovedby gennem mange år har været kendt under mange navne - Dood Shivee, Shivee Hiagt, Maimaachin, Hiagt. Byen blev grundlagt i 1728. Igennem mange år var den knudepunktet for handel mellem Mongoliet og Rusland. Byen lå tæt ved grænsen til Rusland.

Byen Hiagt blev efter 1921 omdøbt til Altanbulag (Det gyldne forår) og center for provinsregeringen. Byen er en lille fredelig grænseby, hvis tilsvarende by i Rusland er Kyakhta.

De 2 byer har haft en rolle i Mongoliets historie. I 1915 mødtes repræsentanter for Mongoliet, Rusland og Kina i Kyakhta for at underskrive en traktat som garanterede Mongoliet begrænset selvstyre.

Denne blev dog senere i 1919 sat ud af kraft, da Kina besatte Mongoliet. Eksil mongoler grundlagde i marts 1921 på et møde i Kyakhta Mongoliets Folkeparti, som dannede en eksilregering med den nationale helt Sühbaatar som krigsminister.

Kort efter anførte han den nylig dannede Det Mongolske Folks Revolutionære Hær og smed kineserne ud af den mongolske by Amgalanbaatar, som lå inde i Mongoliet.

Den fik derefter et nyt navn, Altanbulag, og blev gjort til Mongoliets midlertidige hovedstad. Sühbaatar med mongoler og hjælp fra Den Røde Hær afviste et angreb fra Den Hvide Hær.

En måned senere havde Sühbaatar og hans folk erobret Urga (Ulaanbaatar) og taget magten over hele Mongoliet.

Altanbulag var Selenge Aimags center indtil 1946, da det administrative center blev flyttet 24 km til byen Sühbaatar ved den transmongolske jernbane. Det tager 9½ time med tog fra Sühbaatar til Ulaanbaatar, en strækning på 310 km.

Hovedstaden er nu Sühbaatar, som også er en handelsby for de, som rejser mellem Rusland og Mongoliet. På grund af Ruslands mindre betydning, er en del indbyggere blevet arbejdsløse og slået sig på alkoholisme og kriminalitet. Byens hospital ligner et tempel med sin sølvgrå farve og sit pagodelignende tag.

Der findes en del hotellet, måske fordi byen er den sidste mongolske by før grænsen til Rusland. Lidt uden for Sübaatar ligger et savværk, hvor der også blive lavet møbler. Mongoliets eneste tændstikfabrik ligger nordøst for byen.

I Selenge Aimag ligger endnu en stor by, industribyen Darhan. Navnet betyder "smed". Den tilhører dog ikke Selenge Aimag, men udgør sin egen aimag. Det kan dog nævnes, at i den gamle del af byen ligger i et smukt bjælkehus et gammelt kloster, Haragiin Hiid.

Selenge Aimag er Mongoliets kornkammer, hvor 70 % af nationens kornproduktion ligger. Den transmongolske jernbane krydser Selenge Aimag nord-syd.

Selenge Aimag er den mongolske revolutions vugge. Der var her nationalhelten, D. Sühbaatar grundlagde den første enhed af folkets frivillige korps.

De angreb senere de kinesiske Kuomintang styrker, som havde garnisson i byen Hiagt. Det var den første sejr i en lang række, som til sidst bragte Folkets Revolution til magten i 1921.

I det sydvestlige ligger en smukt gammelt kloster, Amarbayasgalant Hiid, bygget i mongolsk stil. Dette kloster betragtes som det næstvigtigste i Mongoliet efter Erdenezuu.

Det er ikke kun et af de største klostre, det er også et meget smukt kloster. En genopbygning har været i gang i flere år.

Det meste af Selenge Aimag er sletter. Ved Bugant i øst er landskabet dog præget af birke- og fyrreskov i en bjergegn med masser af vilde dyr. Tidligere var byen kendt for sit savværk og sin guldmine. Begge dele synes at være afgået ved en stille død.