Traditioner

Der er en lang række særegne traditioner i det mongolske samfund. Nogle traditioner er stadig en stor del af den moderne mongols liv og hverdag.

Mongolernes nationale dragt
Mongolerne bærer en løsthængende dragt, som de selv kalder en "deel", andre kalder det en "kaftan". Den havde tidligere ingen krave og blev lukket i midten foran. Moden ændrede sig efter at manchuerne i midten af 1600-tallet fik magt og indflydelse blandt mongolerne, da de i 1644 dannede Qing-dynastiet i Kina.

Deel'en blev herefter lukket i højre side med 5-9 knapper, som kunne være af stof, træ, ben, messing, perler, sølv eller guld. Dragten holdes sammen om livet med et skærf, oftest af silke, i en farve der passer til dragten.

De lange ærmer, som går ud over armlængde, var også et manchuisk modefænomen, som nu mest findes på vinterdragten for at beskytte hænderne mod kulde. Tidligere var de lange ærmer også et symbol på høj rang.

Hestehovsformede opslag
Typisk for Khalkha-mongoler er, at ærmerne ender i hestehovsformede opslag. For- og bagside af dragten samt ærmer skæres ud af et stykke stof, således at der ingen søm bliver på skulderen. Dragtsnittet giver bæreren bevægelsesfrihed og beskytter mod kulde om vinteren og mod varme og sommeren.

Forskellinge dragter efter årstiden
Afhængig af årstiderne bærer mongolerne forskellige deel-udgaver. Om sommeren bæres en let deel (på mongolsk: terleg deel), til forår og efterår bæres en vatteret deel (på mongolsk: hurgan dotortoi deel) og om vinteren en meget varm skind-deel (på mongolsk: nekhii deel).

Man kan fremstille en deel af forskellige materialer såsom bomuld, silke, læder og skind. En vinter-deel er oftest foret med fåreskind. Til fest bruger man en deel af silke, enten ensfarvet eller af broget brokade, alt efter ens smag.

Sommer-deelen
holdes sammen med et skærf på 2-3 meter, mens vinter-deel'en holdes sammen med et læderbælte. Helst bærer man en deel i en klar strålende farve. Gifte kvinder kan bedst lide grønne dragter.

Grøn er symbolet på græs, og dermed på landet, moder jord. En rød deel vil man bære ved særlige lejligheder. Hvidt bæres ved særlige helligdage, som for eksempel nytår. Mænd foretrækker at bære en blå deel, symbol på himlen og på visdom.

Særlig farve til sit skærf
I gamle dage var der tradition for at vælge en særlig farve til sit skærf. Lamamunke brugte et orange eller gult skærf. Kvinder valgte et rødt skærf. Mænd og piger valgte et grønt, mørkegrønt eller blåt skærf.

Det er stadig upassende at klæde sig i en deel uden at holde den sammen om kroppen med et skærf. Det var almindeligt, at man langs kanten påsyede et farvet bånd.


 
Mongolsk nationaldragt 
 

Farvers betydning

Farvers betydning for mongolerne
Farverne havde i gamle dage hver sin betydning for mongolerne. Nogle af disse ideer lever videre i nutiden:

Hvid
Solens lys er hvidt, derfor markerer farven hvid begyndelse og er årsagen til al ting. For eksempel kaldes årets første måned "Den hvide Måned" (Tsagaan sar). Hvid står for renhed, ærlighed, sandhed, venlighed og hellighed.

Sort
Sort symbolisere der modsatte af hvid: uheld, ulykker, trusler og forræderi. Den sorte farve bliver ofte forbundet med ensomhed og fattigdom.

Blå
Blå er himlens farve. Mongoliet er en verden, hvor en blå himmel og en grøn jord danner hele miljøet. Blå symbolisere evighed, visdom, pålidlighed og trofasthed. Mongolerne kaldte deres første stat, som blev grundlagt i 1200-tallet, for "Det Blå Land" og sig selv for "Det Blå Folk". Altan Khan grundlagde "Den Blå By" (Hohhot) på 1500-tallet. Midter feltet i det mongolske flag er blå.

Rød
Rød er glædens farve og symbolisere lykke, sejr over fjenden og gæstfrihed. I folkekunsten symbolisere rød alt som er ophøjet, stolt og smukt. I gamle dage bar mongolske piger røde bånd om hovedet som tegn på deres uskyld og ungdom. To felter i det mongolske flag er røde.

Gul
Gylden gul, farven af guld, er en af de mest respekterede farver i Mongoliet. Regeringens vigtigste dokumenter blev skrevet på gult papir eller gul silke for at vise dokumentets betydningsfuldhed. Farven gul blev af folk betragtet som guldets farve. Ordet for guld, "altan", blev ofte tilføjet begreber som "det indfødte land" og "de uendelige stepper".

Mongolerne har mest brugt farverne blå, rød, gul, grøn og hvid til at male deres ting med. Vinduer, døre og søjler i bygninger var gerne røde, loftbjælker blå og grønne, mens loftet selv var gylden brunt eller grønt. Husholdningsredskaber var gerne røde med gyldne mønstre på. Med hensyn til dragter, dell, er de mest populære farver: hvid, blå, rød og grøn.

Mongolsk strubesang
  

  
Betegnelsen strubesang
er direkte oversat fra det mongolske ord "khoomii", som betyder strube.

To toner på samme tid
Det, der adskiller strubesang fra almindelig sang er, at der synges to toner på samme tid. Grundteknikken med at frembringe mere end én tone med sin stemme er ikke så vanskelig så det kan alle lære. Strubesang - khoomii-sang - overtonesang

Hør et eksempel på strubesang som Mp3-fil

Kontakt med dyr over enorme afstande
Hvor der er hyrder, husdyr, bjerge og store mennesketomme vidder er der også ofte en eller anden form for sang. Hyrder har masser af tid til at udvikle deres musikalske talenter, og mange steder i verden har de i deres ensomme og tætte kontakt med naturen lært sig at udnytte stemmen i samklang med landskabets akustiske muligheder.

Over 18 km afstand
Ved hjælp af særlige stemmeteknikker har de kunnet holde kontakt med dyrene over enorme afstande. Eksempler fra vores del af verden er tyrolernes jodlen, samernes joik og norske og svenske bønders ko-kald eller "kulning". Det siges, at en svensk bondekones ko-kald er blevet registreret 18 km fra, hvor hun stod.

De centralasiatiske Altai-bjerge i den vestlige del af Mongoliet, den østlige del af Kasakhstan og den sydlige del af provinsen Tuva i Rusland er hjemsted for en helt speciel og særdeles vanskelig form for strubesang. Hver region har sit karakteristiske udtryk, som kun kendere kan høre forskel på.

Forskellige formål
Overtoneforstærket sang kendes fra hele verden og den har haft forskellige formål, som for eksempel formidling af nyheder, salg af varer, hjemkaldelse af husdyr, kommunikation med naturens ånder eller afdøde forfædre, helbredelse af dårligdom og smerte og lovprisning af det guddommelige.

De sangere, der har rod i den shamanistiske tradition og i hyrdefunktionen synger alene, hvorimod munke, der synger ved gudstjenester som regel synger i kor. Et velkendt eksempel er den helt dybe, messende sang, som de tibetansk-buddhistiske lama'er hengiver sig i. Den er rig på overtoner og har en kraftig virkning på bevidstheden.

Sangfænomenet
har fået mange navne både på dansk og på udenlandsk: strubesang, overtonesang, khoomii-sang, "obertonsingen", "harmonic chant", "split-tone singing", "byphonic singing", "chante diphonique" og så videre.

Betegnelsen strubesang
er direkte oversat fra det mongolske ord "khoomii", som betyder strube. Det, der adskiller strubesang fra almindelig sang er, at der synges to toner på samme tid. Grundteknikken med at frembringe mere end én tone med sin stemme er ikke så vanskelig.

Det kan alle lære. Man kan for eksempel synge en rigtig lang tone, hvor man langsomt og med overdrevne mundbevægelser skifter vokal: oooh - uuuh - yyyh - iiih - yyyh - uuuh - oooh. Det er bevægelserne og de deraf følgende rumforandringer i svælg og mund, der forstærker stemmens naturlige overtoner.

Teknikken
kan udvikles og trænes til det rene cirkusartisteri med stemmen. De forstærkede overtoner kan lyde som et akkompagnement af fløjter. Det er netop disse vanskelige og meget særprægede sangteknikker, der er kendetegnende for strubesangen i det centralasiatiske område.

I dag er der mange, der har lyst til at lære at synge overtonesang fordi det for eksempel kan løsne op for psykologisk betingede stemmeproblemer, give kontakt til dybere lag af bevidstheden og hjælpe med at skabe ro og fred i sindet.