Mongoliet som turist

Transport
Man skal belave sig på, at transport tager lang tid og kan være besværlig. Vejnettet består af jordveje og hjulspor samt nogle få hundrede km asfaltvej mellem hovedstaden Ulaanbaatar og enkelte af byerne. På grund af klimaet er vejene ikke i god stand. Der kan være mange og store huller og sprækker i asfalten. Jordvejene kan især i regnfulde perioder være temmelig mudrede. Det er ikke usædvanligt at køre fast i et mudderhul eller ved krydsning af vandløb.

Overnatning
I Ulaanbaatar er der en del hoteller med forskellige faciliteter. De dyre hoteller er gode, de kan yde service, og tingene fungerer. I de billigere hoteller skal man ikke forvente samme standard som i den vestlige del af verden.

Vær forberedt på, at der ikke altid er varmt vand, selv om der er bad, og at toiletterne ikke altid virker.

Medbring evt. en løs "prop" til afløb i håndvask/badekar.
De fleste steder passer stikkontakterne til europæiske stik med runde ben, 220V, 50Hz. Om vinteren kan det være godt at medbringe en sovepose da varmeforsyningen ofte bryder sammen. Det er almindeligt, at personalet kun taler mongolsk.

Hoteller
ude i byerne på landet har ofte en ringe standard. I mange af landdistrikterne er hotellerne måske ikke åbne, og der er ikke personale til stede. Desuden kan det være et problem med el-forsyningen.

Ger camps
En ger er nomadernes traditionelle runde filttelt. En ger kan fungere som værelse for 1 - 4 personer. For turister er det en bedre mulighed end hotel. Standarden kan være lige så god eller bedre. Toilet og bad er i en bygning for sig - om end ikke altid i den standard vesterlændinge forventer. Restaurant/spiserum er i en ger eller en bygning for sig.

Camping
Med eget telt er der masser af muligheder i hele landet. Vær forberedt på at få besøg af de lokale beboere og dyr - uanset hvor alene, man tror at være, selv i tilsyneladende øde egne. Vær også forberedt på at der KAN være øde.

Et vandtæt og vindstærkt telt er en fordel. Husk der kan komme meget stærke uvejr, og at også tørre flodlejer kan blive rivende strømme i voldsom regn.

NB Husk ved færden i naturen
Den er sårbar. Pas på åben ild i tørre perioder. Brænd affald eller grav det ned, og tag ikke-nedbrydeligt affald med dig. Husk: det er helligbrøde at brænde affald i ildstedet i en ger.

Brug ikke sæbe/shampoo/sulfo direkte i en sø eller et vandløb. Gå mindst 50 m væk fra vandkilder ved toiletbesøg.

Nomaderne er gæstfri
Det kan forekomme, at man som turist bliver tilbudt overnatning hos en nomadefamilie i deres ger. Gæstfriheden gælder normalt kun en enkelt nat eller to.

Det er ofte bedre at betale/takke for opholdet med naturalier (fx fødevarer) end med penge. Mange steder er der knappe forsyninger af mad, vand og brændstof.

At rejse på egen hånd
Der er nu mange små og større rejsebureauer i Ulaanbaatar, som kan arrangere endagsudflugter eller længere ture ud i landet (se her). Det sidste gøres bedst med lejet jeep m. chauffør og guide. De fleste chauffører taler kun mongolsk. Det er rimelig nemt at finde en guide, som taler engelsk.

Turen aftales på forhånd. Vær forberedt på at en evt. tidsplan ikke altid kan overholdes pga. vejenes beskaffenhed, vejret, uforudsete begivenheder og "mongolsk tid". Præcision er ikke altid som i vesten. Det kan også lade sig gøre at køre med nogle af de få offentlige busser eller minibusser.

Besøg hos nomaderne
Det er sjældent at møde nogen, som taler andet end mongolsk. Nogle få taler måske lidt russisk. Engelsk, tysk og fransk er endnu kun sprog, som enkelte i hovedstaden taler.

Det kan være en hjælp at have lært sig et par høflighedsgloser og at have en frase/ordbog. Eng-Mo/Mo-Eng kan evt. findes i souvenirbutikker eller hos boghandlere i Ulaanbaatar. Så kan man da pege sig til en samtale.

Man skal passe på når man nærmer sig en ger. Som regel vil der være løse hunde på vagt. De er der for at passe på. Så sørg for at sikre, at nomade-familien har styr på hundene, før man nærmer sig geren. Det er bedst at have en chauffør eller guide til at hjælpe sig.

Mad og drikke
Ofte vil man blive budt på mælkete og airag (gæret hoppemælk). Det er høfligt at drikke, men man behøver ikke at tømme skålen. Hvis man bliver budt vodka, kan man nøjes med sætte glasset til læberne, særligt hvis man er kvinde, men det falder i god jord hvis man tømmer glasset. Det er høfligt at række skålen tilbage til værten og ikke selv række den videre.

Airag laves af nomaderne og smager forskelligt hos familierne. Smagen minder om syrlig kærnemælk (eller evt. lidt som "gylp" fra babyer). Alkoholprocenten er som lyst hvidtøl 1-2 %. Airag udgør en væsentlig del af nomadernes sommerkost i visse områder af Mongoliet. Den er sund og nærende, indeholder C-vitamin. Større mængder kan virke udrensende, hvis man ikke er vant til den.

Arkhi er destilleret hoppemælk, som også fremstilles i geren. Det kan have samme spiritus-styrke som vodka og smager lidt ligesådan.

Man kan også blive budt på ost. Ikke den slags, vi får i Danmark, men tørret ost. Små tørrede hvide/gullige stykker hedder aarul og spises som snack. De større stykker (klodser) er benhårde og kræver mere øvelse.

Gaver
Ved besøg hos nomaderne er det høfligt at give gaver. Det behøver ikke at være uoverkommeligt eller dyrt. Nogle ting kan medbringes hjemmefra, andre kan evt. købes undervejs.

Mændene bliver som regel glade for nogle cigaretter og/eller vodka. Prøv evt. at få købt en æske snus (i stormagasinet i Ulaanbaatar) til de ældre mænd.

Børnene er glade for lidt slik, men også simpelt legetøj, små spil, skriveblokke, blyanter, kuglepenne, tusser, farver.

Kvinderne er nok til mere praktiske gaver: tændstikker, stearinlys, nåle (m.store øjer) og tråd, sakse, sæbe, shampoo, tøj, børnetøj, strømper, sokker. 

Hele familien kan deles om en lommelygte (m.batterier + evt.ekstra), småkager/kiks, et billede af Dalai Lama, et dansk flag.

En stor succes har været en oppustelig badebold m. verdenskort (og evt. også dyr). Så kan de se Mongoliet og det lille Danmark.

Tag fotos
af nomadefamilien, få skrevet deres navn og adresse på en medbragt kuvert og send billederne derud. Meget populært.

Til evt. samtale - medbring billeder fra Danmark, og gerne fotos af dig selv og din familie/bolig.