Mia og Flemming

Rejsebeskrivelsen har været bragt i Politiken d. 2. marts 2003 og omhandler en rejse som Mia og Flemming foretog med Den Transsibiriske Jernbane fra Beijing til Moskva og Sankt Petersborg.

I Mongoliets hovedstad gjorde Mia og Flemming deres første stop. Men inden skulle toget lige en tur op at hænge. »På grænsen til Kina og Mongoliet skifter de hjul på toget, fordi sporene ikke passer.

Det er et levn fra gammel tid, hvor kineserne vistnok var bange for at blive invaderet. Toget hejses op, og så sættes der nye hjul på, mens man sidder inde i vognen«, fortæller Mia Jepsen fra Odense.

Hun og hendes kæreste lejede en jeep sammen med et andet par, de havde mødt i den lille provinsby. I Ulan Bator er det meget nemt at skelne mellem dem, der hører til, og dem, der er på gennemrejse. »Vi spurgte nogle tilfældige turister i et supermarked, om de ville med på tur.

Vi så tit andre rejsende, der gik rundt med sedler til youth hostels og sagde: Vi mangler to til en jeeptur. Der hænger også sedler på cafeer og på opslagstavler i supermarkederne, så det er ikke svært at finde nogen at gøre noget sammen med«.

Set i bakspejlet var turen ud på den mongolske højslette, rejsens absolutte højdepunkt, siger Mia Jepsen. Selv om chaufføren ikke kunne et ord på engelsk. »Jeg har aldrig været i et land, hvor du kun kan se grøn slette.

Der er helt vildt smukt; der er kun nomaderne og deres heste, geder, får og kvæg. Nomaderne bor i såkaldte gers, runde telte, der ligner cirkustelte, som de flytter rundt på sletten.

Nomaderne er meget gæstfrie, de inviterer alle ind, så vi overnattede hos en familie i et telt og så, hvordan de boede«.

Familien bestod af mor og far og fire børn. Under måltiderne oplevede gæsterne fra Vesten, hvordan moren, stadig siddende, løftede den mindste pige op, så hun kunne lave på gulvet. »Moren tørrede det væk, mens vi spiste.

Det foregik helt naturligt, der var overhovedet ikke beskidt eller noget, det var bare anderledes. Kødet lå ovre i et hjørne med fluer på, men det lå fint der.

Alligevel var det i teltet på den mongolske slette, at Mia og hendes rejsekammerater stødte på turens største udfordring. »Vi spiste aftensmad hos dem, kogt fårehoved. Det kunne vi se, for der var øjne og det hele på, og man spiste kødet ved at kradse det væk fra kraniet.

De var så venlige, og det var storartet mad for dem, så vi blev selvfølgelig nødt til at spise af det. Det smagte specielt«, siger Mia diplomatisk, men indrømmer dog, at hun og de andre tyede til pastaretter, som de tilberedte på et medbragt gasblus, resten af tiden.