Om Mongoliet

Mongoliet ligger i Centralasien mellem Rusland og Kina. Selv om landet er 1.555.400 km2 eller tre gange så stort som Frankrig (eller 36 gange så stort som Danmark), er befolkningen kun på omkring 2,7 millioner indbyggere. En fjerdedel af dem bor i hovedstaden Ulaanbaatar.
 
Nomadeliv
Et af hovederhvervene er husdyrproduktion, der drives som nomadebrug. Nomaderne, eller hyrderne, flytter med deres dyr fra den ene græsgang til den anden.  
 
Politik og økonomi
Landet har siden 1990 haft demokratisk styre og frie valg til præsidentembedet og parlamentet, som har 76 pladser i ét kammer. I økonomisk forstand er Mongoliet et meget fattigt land. Den mongolske møntfod hedder tugrik - 1 dansk krone = 237 mongolske tugrik. 
 
Natur
Mongoliet er et af verdens mindst forurenede områder. Jorden er rig på mineraler og metaller. Faunaen er enestående med mange sjældne arter som for eksempel vilde kameler, gazeller og sneleoparder. Steppen er om sommeren et bugnende blomstertæppe. Der er tusindvis af den lille edelweiss sammen med mange vilde krydderurter som timian, malurt og løg. 
 
Sprog og religion
Sproget er mongolsk - Khalkha-mongolsk. En del mongoler taler russisk, nogle få engelsk, fransk eller tysk. Hovedreligionen er tibetansk buddhisme men der er også en stærk shamanistisk tradition i landet. 
 
Klima
Mongoliet har fastlandsklima, som veksler mellem +30 grader om sommeren til -30 grader om vinteren. I de seneste år har Mongoliet være stærkt plaget af tørke og kulde.
 
Hvordan kommer man til Mongoliet
Man kan flyve via Beijing, Berlin eller Moskva. Det er også muligt at tage med den transsibiriske jernbane til Mongoliet.